onsdag den 8. oktober 2014

Intet nyt

Tja, intet nyt er vel godt nyt. 

Vores liv er fyldt med statistikker, sjakaler, skalaer, Kala og skalaer om skalaernes sjakaler. Ved hvert eneste gadehjørne bliver man proppet til randen med information om, hvad man skal synes, hvad man skal kunne lide, og hvordan man skal agere.

Det, med alle holdninger til sagen vendt og drejet, er sådan set fair nok. Ikke noget jeg skal gøre mig til herre over. For man kan vel bare vende hovedet bort, stikke en gaffel i øjet eller pludseligt glemme hvordan man læser.

Hvad der ikke er fair nok, er, at formidleren ofte skaber et form for blikfang på noget, som overhovedet ikke har noget med sagen at gøre, inden de lancerer deres produkt, i stedet for bare at sige, hvad det egentlig drejer sig om.

F.eks. blev jeg forleden afbrudt i mine tanker, vedrørende skrivelsen af et blogindlæg som dette, og kan stadig ikke huske, hvad det var jeg egentlig ville skrive. Det var ellers en sygt god idé! Jeg kører hjem fra træning fredag, ned ad Prinsessegade og til højre af Christianshavns Torv, og der i vinduet bliver jeg i en sådan grad overrumplet, at jeg glemte hvad min hovedpointe var. Og det var blot én ud af en milliard forskellige gange en milliardbilliardrilliard forskellige steder, mindst, at det er sket, bare fordi nogle vil tjene penge og påtvinge andre et produkt.

Det drejede sig garanteret om mad. Det gør det altid, på en eller anden måde. Ja, også hvis det drejer sig om marmor.

Det drejede sig garanteret om vigtigheden af, at gøre som man selv har lyst til og hvad der gør en glad. Det gør det næsten altid, på en eller en anden måde.

Det drejede sig garanteret om, at man sjøst skal lade være med at lade sig distrahere og næsten falde, hvis man kører over en vej. En strike skaber man med en bowlingkugle og kegler, ikke ved at fremadstormende cyklister falder over dig, din fede, kageglade idiot. Det drejer det sig sjældent om, men hey, sjøst, come on.

Men den finurlige, til tider skøre idé som man kan få når man kører hjem godt gennembanket på en cykel, ja, den er tabt.