Til næste gang, med langt mere sjov

...

"Men hvad betyder den? Hvad er meningen?" Spurgte jeg min mor. "Hvorfor en kugle af lys? Hvorfor skifter den farve i løbet af historien? Og hvorfor ville figurerne på søen kun danse, hvis kuglen ofrede sig selv?"

"Det betyder bare, at tiden vil komme hvor det bliver nødvendigt igen at finde styrke til at hoppe i åen."

"Det er forvirrende".

"Ja".

Min mor havde altid elsket af fortælle historier, og jeg havde, uanset hvilken alder jeg havde nået, altid elsket af høre dem. Da jeg var lille, havde det ofte været små, korte historier om dyr, som skulle klare situationer, som jeg ikke dengang anså som mondæne. Dyr som skulle binde deres sko, løbe om kap, eller lære at smøre deres egen frokost til næste skoledag. Min mor havde en måde, at fortælle historier på, som altid gjorde dem spændende.

Efterhånden, som jeg blev lidt ældre, blev hendes historier, ligesom jeg selv følte mig, langt mere kompleks. Ofte, indså jeg, havde jeg ikke kunne forstå meningen med en specifik historie, før meningen mange år senere, pludseligt, og uden varsel, dukkede op i mit baghoved.

Den første historie jeg erindrer at føle var alt, alt for kompleks, drejer sig om en kugle af lys, som kommer ud af en dør (født, kom jeg senere i tanke om, var mere præcist), udforsker omgivelserne, både gode og dårlige, og til sidst giver sin egen eksistens op til fordel for et større formål. Hun havde fortalt historien for at få mig til at falde til ro, efter noget som skete, da jeg som 11-årig var på en skole koloni i en svensk skov.

Jeg husker det, som følger.

_______________________

Det regner selvfølgelig. Pisser ned i lår tykke stråler, og vinden hyler i træerne. Den svenske skov er våd og kold, og vi går fem næsten-næsten teenagere fra den første til den anden post i et åndssvagt orienteringsløb, vores idioter af skolelærere selvfølgelig har fundet på, af vi lige skal ud at gå. Sådan noget med, at finde og samle blade op af forskellig type ved hver eneste post, og så gemme dem og vise vores fund frem fra resten af klassen, når vi kom indenfor igen. Sådan noget med, at selvom hver gruppe har fundet de samme blade, skal vi alle på skift entusiastisk vise vores fund frem og fortælle, hvad der nu er karakteristisk for hver sort.

Vi er, meget pædagogisk, blevet delt ind i tilfældige grupper. Lige det ender med at være fint, dog, for jeg kom i gruppe med hende den blonde. Og nå ja, så også hendes søster, derefter en af mine venner, og til sidst en anden pige, som lige er startet i klassen.

Hver gruppe bliver sendt af sted med fem minutters mellemrum, og vores gruppe er den første ude i regnen. Min ven og jeg går forrest, og skærmer lidt af for de andre, dog uden at det er vores intention. Derefter følger søstrene, og til sidst i rækken den nye pige. Den nye pige har, som den eneste af os, gummistøvler på. Vi andre synes, på trods af mange advarsler fra vores lærere, at det simpelthen er for utjekket at gå i andet end vores normale sko.

Som den eneste utjekkede person i gruppen har hun derfor fået til tjans, at holde den store affaldspose, med det ene birkeblad vi havde gidet samle op ved den første post, inden vi gik videre. Affaldsposen gør, at hun næsten hver gang der er vindstød, sakker flere meter bagud, og vi andre venter brokkene på hende, med vores smattede sko og vores våde hår. Sådan går vi i noget tid, indtil vi er kommet forbi tredje og næstsidste post, og har stoppet endnu to birke blade ned i affaldsposen.

Ved tredje post sker det, som det nu engang sker indimellem; vores pessimisme bliver gjort til håns. Vejret begynder at klare op, og solen begynder at komme frem en anelse mellem skyerne og varme os op kun en lille smule rent fysisk, men, for især mig, hjælper det i uendelige mængder på humøret.

Derfor er det første jeg gør, fuldkomment at glemme mine våde sko, løbe lidt ind i skoven, finde en gren af tilpas nok tykkelse og længde, og inden hun kan nå at reagere, slå hende den blonde over skulderen. Ikke hårdt, men nok til at lade hende vide, at nu kommer der altså mere humør over feltet.

Til min overraskelse, husker jeg, og endda på trods af protester fra søsteren, tager den blonde pige imod udfordringen. Hun løber selv ind i skoven, finder en lignende gren og begynder, som jeg havde håbet, at gren-slås med mig. Min ven følger trop, men han har langt mindre held med, at få søsteren til at slås.

"Stop, i er barnlige, lad os nu få det her lort overstå-", når hun at sige, inden min ven rammer hende med hans gren over øret, med alt, alt for stor kraft. Hun vakler et sekund, men retter sig selv op, rasende. 

Lige pludseligt foregår tingene meget hurtigt.

Søsteren samler en sten op fra vejen og kaster den efter min ven, som reagerer instinktivt og dukker sig ved at gå om bag ryggen af mig. Den blonde pige udnytter med det samme min forvirring, og giver mig en hård mavepuster med sin gren. Min ven har, mens jeg stønner for at få luft, formået at samle sin egen sten op, som han bag om ryggen på mig forsøger at ramme søsteren med, men han formår selvfølgelig at skyde fuldkomment forkert, og rammer mig hårdt, lige under nakken. Jeg reagerer i min smerte instinktivt, vender mig om og slår ud med min gren efter hans hoved, men han er igen hurtig at dukke sig, og jeg rammer den nye pige midt over munden og næsen.

Hårdt.

Jeg husker, at jeg som i slowmotion ser hendes to fortænder falde ned på jorden, mens blodet står ud af både hendes næse og mund. I et kort øjeblik er hun lamslået, inden hun endelig opfatter hvad der er sket. Tårene står ud af øjnene på hende, og inden jeg når at reagere igen, har hun samlet sine tænder op fra jorden og er begyndt at spæne ind i skoven.

Jeg opfatter skrig og skrål bag mig, men det betyder ingenting. Jeg løber efter pigen. Hun er næsten allerede ude af syne i mellem træerne. Jeg sætter farten yderligere op til mine lunger føles som om, de skal til at eksplodere. Indhenter hende, ved en skrænt der løber ned til et åløb med mørkt, rivende vand. 

Hun stopper op. Jeg er måske 10 meter bag hende. Hun hører mig, og ser på mig med blå, ulykkelige, tårevædede øjne.

"Hold dig væk!"

"Hør nu -", siger jeg, men stopper midt i sætningen. Hvad skulle jeg kunne sige? Hvordan undskylder man til en man ved, man har gjort evig skade på? Jeg har intet svar, heller ikke i dag. 

Inden jeg kan nå at beslutte mig for at gøre noget som helst, tager hun sagen i egen hånd. Hun kigger igen på søen, så på mig en sidste gang, og farer ned ad skrænten, springer med enorm kraft ud så langt hun kan, ud på det dybeste sted og mørkeste sted på åen. Hun synker under.

I få, men meget, meget, lange sekunder, ser jeg  fremtiden.

Jeg hører sirener, og ser uniformerede betjente ankomme til åen med dykkerudstyr. Jeg ser hendes forældre blive forhindret i, at styre hen imod mig. Jeg ser en skikkelse komme op ad søen og placere noget på en båre, men det ligner langt fra hende.

Jeg ser mig selv blive forvist fra en kirke ved vandet. Jeg ser mig selv kravle op i et træ nært ved, men jeg kan ikke se ind over kirkemuren. Jeg vender mig rundt i træet, men ligeså snart jeg ser på fuglene flyver de væk, fulde af foragt.

Jeg ser et mørkt rum med et juletræ kun pyntet med et enkelt, tændt lys. Jeg ser mig selv sparke til træet, og ikke turde gå tilbage i det brændende hus for en skikkelse jeg er næsten sikker på, ligger og sover i rummet ovenpå.

Jeg er, selv i dag, usikker på om den fremtid endte med at blive til virkelighed.

Jeg står ved åen, fuld af panik. Men så, på forbløffende vis, dukker hendes hoved op længere henne i løbet. Hun griber fat i nogle rødder, hiver sig en anelse op, men jeg kan se, at hun ikke kommer længere op på egen hånd. Jeg kan se, at hun, selvom hun er i det kolde vand, forsøger at tænke logisk og klart. Jeg forstår at hun traf en helt rationel beslutning om at risikere alt, bare for at komme væk fra mig.

Hun får, på endnu mere forbløffende vis, vendt sig fuldt rundt og kigger imod den anden side af åen, hvor jeg står. Hun får øje på mig, og vender sig igen rundt i vandet.

Jeg ved, at hun ikke vil have kræfter til at holde meget længere. Jeg tager en beslutning. På min side af skrænten er en lidt større sten, jeg vil kunne springe fra. På hendes side, lidt længere hende, er en del af skrænten mindre stejl, og jeg er sikker på jeg kan få hende op af den.

Jeg tager tilløb, begynder at løbe mod skrænten - men bliver holdt tilbage af et par arme langt stærkere end mine.

"Jeg tager mig af det", råber en af mine lærere. "Hold ham tilbage." Han slipper taget om mig, men bliver holdt tilbage af min ven og en anden af mine lærere.

"Slip mig!"

"Du bliver her!"

Min første lærer er nået i vandet. Han er stor nok til, at kunne gå sikkert og uhindret med overkroppen over vandet. Han får pigen op på sin ryg, og de kommer op ad skrænten samme sted, som jeg havde tænkt mig. Han sætter pigen ned på jorden og forsøger at berolige hende. 

Jeg ved, det burde have været mig. Jeg var skyld i det, jeg skulle løse det.

Fra den anden side, kan jeg se at pigen langsomt vender hovedet mod mig - under tårene, og langt større end hendes fortvivlelse og smerte, kan jeg se hendes had. Og jeg ser den mørke fremtid blive erstattet af en anden, fyldt med ubeslutsomhed, tvivl og fortrydelse, uden at kunne beslutte mig for, hvilken der ville være nemmest.

Men jeg ved, eller beslutter mig for at vide, at næste gang bliver langt sjovere.

Kugle af lys

En dør åbner og en kugle af lys flyver ud i natten. Væk fra verden, kort ned ad bakken, så hurtigt over trætoppene, hvor den kortvarigt bliver hængende så lang tid den kan. Den falder ned mellem træerne, bliver næsten revet itu af grenene, men når at hive sig selv op inden den når stien.

Den fortsætter længere ind i skoven, når en lysning med en sø. Betragter måneskinnet, og det som måneskinnet lyser op. Dansene figurer, måske engle eller dæmoner, men ikke muligt at se forskel. En af figurerne dirigerer så alt måneskinnet på sig selv, giver resten mulighed for at synke ned i dybet, uset af mørket, mens den selv opløses i lyset og efterlader søen pludseligt larmende og med faretruende vind.

Kuglen lader sig kort blive hvirvlet rundt af vinden, men fortsætter så i venstre retning væk fra søen, dybere ind i skoven. Svæver i lang tid mellem træerne, og efterhånden som der ikke er tegn på anden bevægelse, begynder at boppe op og ned. Det fortsætter den med, indtil den når en, set udefra, forladt trækonstruktion med et enkelt vindue. Den fortsætter straks hen og betragter det indvendige.

På gulvet i midten af rummet bevæger et andet, rødligt lys sig hurtigere og hurtigere rundt i en perfekt cirkel. Kuglen trækker sig lidt tilbage, inden det rødlige lys har fuldt ud accelereret, og med et springer en anelse op i luften fra midten af cirklen, og så med en voldsom kraft ud af vinduet, lige igennem kuglen og op imod den mørke himmel, hvor den endnu hurtigere forsvinder ud ad syne.

Med et nu, svagt, rødt skær, fortsætter kuglen af lys ind i skoven. Svæver i lang tid mellem træerne, imens den betragter omgivelserne. Efterhånden som der ikke er tegn på anden bevægelse end træerne, falder den langsomt til ro. Fortsætter, indtil den når endnu en smal lysning, med et enkelt træ lyst op til at være næsten hvidt i måneskinnet.

Kuglen holder sig tilbage fra træet. Langsomt begynder noget af lyset omkring træet at trække sig sammen til mange klumper uden form, som begynder at svæve rundt om træet. Derefter begynder klumpernes lys at pulsere en anelse, inden de langsomt begynder at tage form af noget, som kunne minde om fugle. Fuglene begynder derefter langsomt at gruppere sig i to - en gruppe som bevæger sig ned mod jorden, og en anden som bevæger sig op imod toppen.

Gruppen af fugle der gik imod jorden bevæger sig langsomt hen til kuglen, omslutter den, og begynder at trænge ind i den. Gruppen af fugle, der har nået toppen, bevæger sig nu igen ned til midten af træet, begynder at trænge ind i mod det, og forsvinder så til sidst ind i dets dybde.

Kuglen, som nu pulserer med et svagt, hvid-rødligt lys, fortsætter vandringen ind i skoven, og når til den anden side af søen, der stadig er oplyst af måneskinnet. Den betragter synet igen, men ingen figurer danser på søen denne gang.

Kuglen lader sig tage en anelse af vinden, bopper op og ned på stedet med det pulserende, svage, lys. Derefter lidt mere ivrigt, til sidst aggressivt, men måneskinnet over søen forbliver uændret og stille. Kuglen falder så brat til ro, og forbliver på samme sted i lang tid.

På et tidspunkt, da nattens mørke ændrer karakter og morgenen er ved at komme, trækker kuglen sig tilbage imod skoven, men skifter så pludseligt retning og farer ud over søen. Da den når midten, bliver dens pulserende lys forstærket mange gange, spredt over hele søen, og hvide og røde dansende figurer tager igen form og oplyser søen ivrigt.

Da morgenen endegyldigt begynder at komme, tager kuglen, stadig i midten af søen, resterne af måneskinnet til sig, så de nu trætte, dansende figurer uset kan søge ly i søen.

Derefter opløses kuglen i måneskinnet, for at give plads til de næste.

Fælles hjem

Et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, i en lysning, tæt omringet af træer og buske, lå et træhus. Og på et eller andet tidspunkt, var en mand inde i huset blevet budt velkommen til at sætte sig ned i en gammel, solfarvet lænestol. Han havde ikke været der i tredive år, men enhver flig af stedet var præcis som han huskede det. Da han havde sat sig ned, følte han det endda som, at stolepuden stadig havde form efter ham. Han lænede sig taknemligt tilbage.

"Stolen her husker min røv. Jeg har ikke tænkt mig at lytte til noget du siger alligevel, så hvis du snakker til stolen her får du sandsynligvis det samme ud af det, som hvis du snakkede til mig"

"Du har levet af din humor hele dit liv. Er det ikke på tide, du indser, at det også altid har været problemet?"

"Min røv har altid haft kontrollen over mig, det ved du. Hvad kan man gøre, når den altid har mere lort at spytte ud?"

"Tag dig nu sammen. Du sagde rent faktisk ja til at komme herud af en grund."

"Nej, nej, nej, du skal sige til mig at jeg jo bare kan stikke en prop derop! Du skuffer mig."

"Okay, jeg advarer dig kun en gang; du ved hvad jeg gør ved stedet her, hvis jeg ikke kan komme ind til dig."

"Du har altid været så fornuftig. Det er en af de ting, jeg altid har hadet ved dig."

"Det var bedre. Så kan vi få luftet det, som trænger til at komme ud."

Manden i stolen havde igen lyst til at foreslå noget med en prop, men tog sig i det. Han vidste udmærket godt, at han kunne forvente en lang tirade af førsteårs psykologi og nem analyse af hans opførsel. Men for første gang i lang tid havde han noget at vinde, så tog fat i sig selv, og forsøgte at kigge den anden person i rummet ind i sjælen. Men han hverken så, eller følte meget.

"Det kunne jo være, jeg ville have været anderledes, hvis i havde været der for mig tidligere."

"Hvad? Man træffer sine egne valg. Også du."

Men sådan havde det altid været, så lang tid han kunne huske. Der havde aldrig været meget sensitivitet. Som om, det eneste som drev den anden person, var en fast beslutning på, at verden skulle indrettes efter dennes hoved. 

"Måske. Men det er for sent at gøre noget anderledes nu."

"Nej. Det er derfor, jeg ville snakke med dig."

Manden skulle tage sig selv hårdt i ikke at grine. 

"Ja, fordi i min alder kan jeg stadig nå at blive en bedre version af mig selv og gøre gavn i verden. Du giver aldrig op, gør du? Det er simpelthen så typisk dig - "

"Lyt nu. Du er stadig i live."

"Nej, jeg er faktisk død, det er jo det som er så cool ved at være vampyr, jeg kan lade som om jeg er i live. Og drikke blod. Bare ikke giraf-blod, fuck giraffer."

"Lyt nu. I er begge i live."

Manden var for første gang stille. Efter lang tid, rejste han sig op, gik ind i et andet rum, åbnede et skab og hæv en gammel, grå skoæske frem. Han gik så tilbage, satte sig i stolen og stirrede lamslået på den anden person i rummet.

"Du kan vel regne ud, hvad jeg forventer af dig, og jeg giver dig gladeligt stedet her, hvis du gør det."

"Du laver ikke sjov, vel? Nej, det er du ikke i stand til."

"Nej, det gør jeg ikke."

Manden i den gule i stol rejste sig atter op. Han åbnede æsken, hev et gulnet stykke papir ud og stak det i lommen. Han kiggede derefter tilbage på den anden person. I et kort øjeblik svarede personen med et blik, han aldrig havde set før. Barmhjertighed? Han kunne ikke tro det. Men så var det væk igen.

Manden forsøgte at sætte sig ned i stolen igen, men kunne ikke få sig selv til det. Han gik, måske uden selv at kunne kontrollere det, ind og lagde æsken tilbage. Han gik ud af rummet, men fortsatte ikke ind til den anden person og den solfarvede stol.

I stedet gik han udenfor, vendte sig rundt og betragtede i lang tid sit gamle barndomshjem. Han hev så endelig en gammel lighter frem, stak en arm ind i ad et åbent vindue, og satte ild til et mørkt gardin. Derefter begyndte han at gå stille og roligt væk fra huset, imens han betragtede ildens hurtigt voksende tag.

Den anden person kom løbende ud af huset, men kunne aldrig nå ham. Da denne næsten var nået op på siden af manden, forsvandt personen pludseligt, som om denne aldrig havde eksisteret. Da manden nåede væk fra lysningen, og ud mellem træerne, uden for synsvidde af huset, forsvandt også røgen der hidtil havde stået over træerne.

Manden stoppede med at gå. Han vidste ikke, om han skulle tage op og besøge sit barndomshjem. Hans bror havde sendt ham et brev hvor han insisterede, uden at give en grund, på at det skulle ske, og at han ville være klar til at overgive stedet til ham.

Han tog brevet ud af lommen og læste det igennem igen. Han var sandsynligvis blevet bedt om at komme af den samme, gamle grund; han var aldrig blevet voksen, og det var tid til at gøre noget ved det. Han tænkte igen over det, og besluttede sig for, at han vel lige så godt kunne tage af sted. Om ikke andet, så bare af nysgerrighed over, hvorfor i alverden det som skulle ske, lige præcist skulle ske i deres gamle, fælles hjem.

Sofisis

På et tidspunkt forestillede jeg mig, at jeg gik inde i skoven imens jeg rullede en stor kampesten ind og ud mellem træerne. Jeg spekulerede efter på, hvad der kunne have bragt det billede frem, for det kom ud af det blå. Jeg spekulerede på, om der havde været noget særligt ved dagen, men jeg kom ikke frem til et svar.

Lad mig give liv til den person, som var i mine tanker den dag. Lad os kalde ham Sofisis.

Historen om Sofisis foregår i samme univers som Drengen der skreg ulv, men 78 år senere. Drengen der skreg ulv levede endnu, men han var blevet en lille smule traumatiseret og underlig, af at det var hans skyld hans families får blev spist, så der var der ikke rigtigt nogle som brød sig om ham. Han boede derfor alene. Han var godt nok rig, fordi han havde arvet en masse af de penge, hans afdøde søster havde fået for sin OnlyFans account. Men hvis man ikke giver et godt førstehåndsindtryk og skræmmer folk væk, kan det være fuldkomment ligegyldigt hvor rig man er.

Anyway, det er ikke Drengen der skreg ulv historien her handler om. Pointen er, at drengen der skreg ulv for længst havde flyttet til storbyen, og Sofisis boede nu i samme gård, som Drengen engang gjorde. Selvfølgelig uden får, for ulvene havde, efter deres sejr, fået så meget big-dog energy at de var vokset til dobbelt størrelse af en normal ulv, og derfor nemt kunne ødelægge enhver indhegning sat op til at beskytte fårene.

Ulvene i området havde dog, heldigvis for Sofisis, også fundet ud af, at det var bedst ikke at angribe mennesker. Ikke fordi de var bange for, at menneskene ville hævne sig, men fordi de havde fundet ud af, at hvis de bare ventede længe nok, ville et eller andet menneske være dumt nok til at forsøge at opdrætte får i området.

Sofisis, i modsætning til størstedelen af de mennesker som kunne finde på at flytte til egnen, havde dog ikke i tankerne at opdrætte får da han flyttede derud. Han flyttede derud af en anden grund som forfatteren dog, på nuværende tidspunkt, selv ikke forstår komplet selv. Vigtigst er, at grunden til han flyttede derud var en langt bedre idé, end igen og igen at forsøge at opdrætte får på en egn med gigantiske ulve.

Sofisis havde en del karaktertræk, som gjorde ham forskellig fra de fleste mennesker. Han var en mand af få ord, havde fra barnsben haft forbløffende store underarme, havde ikke et gambling-problem og var god mod dyr. Sidstnævnte er i denne kontekst vigtigt, for da ulvene havde forstået at han ikke var på egnen for at opdrætte får, fandt de jo hurtigt ud af at de lige så godt kunne spise ham. Men en respekt for hans barmhjertighed over for dyr, og selvfølgelig hans enorme underarme, gjorde at ulvene modstridigt havde accepteret at lade ham bo på egnen.

Sofisis vidste, da han flyttede alene ud på gården fra byen af, at han nok gik en ensom tid i møde. Og på trods af at han følte den, og i tidspunkter næsten overvældende, gav han ikke op. Han arbejdede hårdt og kontinuerligt på sin idé, og en dag var han færdig med første del – han havde formået at hugge og forme en komplet rund kampesten ud af et bjerg ikke så langt fra egnen.

Ulvene, som de eneste iagttagere i nærheden, kunne fortælle mange historier om Sofisis liv indtil han nåede dette punkt, men ingen af dem er vigtige nu. Derimod er det vigtigt at fortælle, at Sofisis nu gav sig til at vente i skoven ved foden af det nærliggende bjerg. Han måtte have tålmodighed i en rum tid, og han var ikke sikker på han var det rigtige sted, men vidste at ved at bevæge sig rundt i området ville han på et eller andet tidspunkt være heldig.

Det var han så også endelig, en varm sommermorgen. En idiot kom gående gennem skoven et stykke fra Sofisis, skubbende på en stor, rund kampesten af samme størrelse som Sofisis selv havde formet. Sofisis kom på benene, og sørgede for, lige så stille, at følge efter idioten til udkanten af skoven. Han lagde kort mærke til, at idioten fysisk var en diamentral modsætning af ham selv, men nåede ikke at spekulere over det.

Sofisis slog til, da idioten nåede udkanten af skoven og begyndte at skubbe sin egen kampesten op ad bjerget. Han løb op til idioten, og slog ham ud bagfra med en kølle hårdt nok til, at Sofisis vidste han ikke ville være kommet til skade, bare slået ud et godt stykke tid. Sofisis tog derefter tilbage til sin gård, og begyndte at rulle sin egen kampesten tilbage til stedet hvor idioten lå.

En stor gruppe af de ulve, som huserede på egnen, boede i samme del af skoven som Sofisis havde befundet sig det sidste stykke tid, og de havde for længst fornemmet, at netop denne dag var anderledes end alle de forgangne. De vidste, at den måske endda ville komme til at fungere i historien som en af de vigtigste.

Da Sofisis kom rullende med stenen til den mørke del af skoven, ved det sted, hvor ulvene befandt sig, begav de sig ud ad mørket til ham, og fik ham til at stoppe op.

Men han vidste øjeblikkeligt, at de ikke var ondsindede. Efter at have betragtet Sofisis et øjeblik, gav ulvene sig til at hyle bifaldende. Da Sofisis igen begyndte at rulle videre med sin kampesten, fulgte de benovet efter ham.

Sofisis begav sig stille og roligt ud af den mørke skov. Da han nåede udkanten af skoven ved foden af bjerget, blev han momentant blændet af solen. På det præcise tidspunkt stod den højest og skyfrit på himlen, og ulvene hylede igen højt for at salutere ham, inden de bevægede sig tilbage til deres levested.

Sofisis bevægede sig hen til idioten, der stadig lå bevidstløs på jorden, og byttede kampestenene ud, så han tog idiotens og idioten fik hans. Han begav sig så igen til udkanten af skoven til et sted, hvor han kunne holde øje med, hvornår idioten kom til sig selv. I mellemtiden, som man nu gør, spekulerede han på hvad han nu skulle give sig til i fremtiden. Han anede ikke sine levende råd, men var nu glad for at hans opgave var fuldført.

Idioten kom omsider til sig selv. Han spekulerede ikke på, hvorfor hans hans hoved rungede eller hvad der var sket, men begav sig til igen at rulle kampestenen op af bjerget. Han lagde ikke mærke til, at kampestenen var betragteligt lettere end før, eller hvor lang tid der var gået siden han havde været ude. Han fortsatte bare med at rulle stenen op, og op, og op.

Da han havde formået at rulle stenen et betragtelig stykke op ad bjerget, eksploderede den. Den slog ham ned ad bjerget, og slog ham ihjel.

Da idioten efter et stykke tid blev fundet, gik folk som havde kendt ham ud fra at han bare var blevet træt af at rulle den fucking sten op ad bjerget igen og igen, eller at der var sket et hændeligt uheld.

Men efter hændelsen, følte de folk sig også underligt frie.

 

 

 

Sound of silence

Hello Darkness, my old friend

Ive come to use of you again

Because this beings softly creeping 

Snook around while you were sleeping

And the "vision", i planted in its brain

Now remains

Within the sound of silence

In restless dreams i walked alone

Shallow streets of cobblestone

Neath the halo of a street lamp

I rushed my ass to the warm and damp

When my eyes were stabbed by the flash

of a neon light, that split the night

And touched the sound of silence

And in the naked light i saw

Ten thousand asians, maybe more

People talking without speaking

People hearing without listening

Children singing songs that voices wouldnt share

No one dare

Disturb the sound of silence

Fools said i, do you not know

Current on the downstream grows

Hear my words i might teach you

Hold my arms, let me reach you

But my words

Like silent raindrops fell

And echoed in the wells of silence

And the People bowed and prayed

To this fake God they made

And the sign flashed out its warning 

In the words it was forming

Another said the words of the prophets

are written on the subway walls

And tehement halls

And whispered in the sound of silence

Tale for folk og røvhuller

Da et røvhul som jeg kendte besluttede sig for at flytte væk, tiggede og bad personen mig nærmest om at skrive en tale til ham som afsked. Lettere sagt end gjort. Men til allersidst, efter evigheders hård knoklen og meget lang tids arbejde, udarbejde det sig rent faktisk til en brugbar tale. Nedenfor følger nogle tips til, hvordan man skriver en god tale.

Det første trin, lyder:

1. Erstat personens navn med røvhul

- Man har selvfølgelig ikke skrevet en god tale, blot fordi man kalder personen et røvhul. Men at bruge udtrykket sætter automatisk en stemning igang - personen tror meget ofte, når dette specifikke udtryk bruges, at der blot er tale om sjov, uvidende om, at der rent faktisk menes hvad der siges, hvorfor man pretty much kan blive ved med at svine denne til (med mådehold, dog). Desuden kan det åbne op for en lang række grunde man kan snakke om, til hvorfor personen er et røvhul. Vælg et par stykker og bum, så er der allerede en god indledning.
Hvis røvhul ikke er et godt udtryk, hvis f.eks. personens ansigt rent faktisk ligner et røvhul og stinker virkelig dårligt, så brug det ikke. Brug i stedet for bitch eller abe, noget der ikke er for hårdt, og kan opfattes som en joke.

2. Find ud af hvad i begge kan lide, og flet det ind i, hvad i har lavet sammen,

- Hvis i begge to kan lide en tv-serie eller en bog, kan en sætning fx lyde:
"Og sørg nu for at du ikke bliver alt for opslugt i xxx uden mig, dit røvhul"

3. Snak om, hvad personen kan lære.

- Folk vil gerne sendes af sted med noget mere i bagagen. Så når minderne, og hvad i nu har lavet sammen er færdigt og fortalt, skal de sendes af sted med noget, som de skal huske på. Det behøver ikke være noget særlig vist, men bare noget som kan opfattes som det. Forsøg gerne at flette noget ordsprogs-agtigt ind. Endnu en bonus er, hvis det er fra noget i har fælles interesse i, f.eks:
"Husk på at ti fingre i kagefaget trods alt er bedre end ingen i, ikke"

4. Sørg for at, at kritiser den nye omgangskreds, som personen forventes at træde ind i, godt og grundigt.

- Det fremstår sødt og sjovt, hvis der lades som om, at man rent faktisk er irriteret over, at personen rejser. Det gøres på bedst vis ved at kritisere og lave sjov med den omgangskreds, personen forventes at få, fordi det så siges indirekte, at herhjemme er langt bedre end derovre. Med de foregående trin in mente, kunne en sætning f.eks. lyde:

"...Og så, røvhul, må du altid huske på, at du ikke må lade dig kues af deres alt for store ører, og at du ikke skal tage dig af, hvis de synes din tendens til at se/læse/ interessere dig for xxx, er mærkværdigt. Deres mor er mærkværdig"

5. Mind nogle af de andre personer til stede om deres fejl.

- Når du nu har ordet, og der sidder folk og lytter til dig, hvorfor så ikke lige får en sviner ind, til nogle af de andre personer der er tilstede? Husk, at det stadig er personen der rejser der er fokus. Til sidst i slutningen af tale kan det godt være svært at rette fokus på andre, men forsøg alligevel;

"Og nu er jeg sikker på at xxx, eller yyy, gerne vil snakke om, da du opdagede ham/hende da xxx, og hvordan han/hun stadig er irriteret over det. Det ville jeg i hvert fald være, hvordan pokker kunne du gøre det!! (vend hovedet til denne person, først nu"

Luk røven

Mellem de klassiske tidspunkter "hvad der er hændt", "hvad der kunne være foregået" og "hvad der kommer til at ske", populært sagt "fortid", "luk røven" og "fremtid", findes rent faktisk en fjerde og femte, lad dem kaldes 'dimensioner', som man ikke tænker over. Der findes garanteret også en sjette og en syvende, men for nu at holde sig til disse;

Den fjerde dimension udtrykker et summarium af de tre første, blot inde i andre menneskers hoveder. Dette, at der rent faktisk skulle foregå noget inde i knolden på andre, kan synes uvirkeligt, men der kan rent faktisk testes for det, ved at stille tre følgende spørgsmål:

1: Kan du lide sennep?
Det korrekte svar er nej. For at være fair, så er det ikke fuldkomment givende for en person intelligens om de kan lide sennep eller ej, men er en god forløber for næste spørgsmål:

2: Hvorfor?
Det korrekte svar til spørgsmålet vil være "okay, du har ret, sennep er mildest talt ret uinteressant, jeg er en bitch", men hvis der fås vage svar som "det gør jeg altså bare" eller "fordi mine smagsløg og strube er blevet vænnet til smagen som jeg nu finder fremragende", så er det et rimeligt godt tegn på, at der ikke findes særligt stor aktivitet inde i en persons hoved.
Hvis 2 alternativt stilles uden 1, og der fås svar som "hvad mener du?", eller "fordi din mor", i stedet for det korrekte "ja, godt spørgsmål", så er det igen et rimelig godt tegn. "Hvad mener du" er dog langt mere givende for om en person er uintelligent end "fordi din mor".

3: Kan du lide at se skisport på fjernsynet?
Som de to forrige, kan spørgsmålet ikke stilles alene, men hvis det stilles sammen med de andre, opnås en voldsomt stor indsigt i personen. En person er ikke uintelligent hvis denne kan lide skisport; ej heller, hvis sennep findes interessant; men hvis sennep kan lides, uden at kunne forklares hvorfor, og man samtidig kan lide at se på folk på fjernsynet der ikke udtrykker andet end "hey, se mig, jeg tør hoppe en milliard meter på en rampe, gid jeg vækker en bjørn der gået i vinterhi" eller "sygt mand, jeg kan trille en sten over noget is" så er der altså ikke truffet velovervejede valg. (PS: gælder ikke hvis hun er lækker)

Den femte dimension: et summarium af de fire første, blot i hovedet på haterz.