Fælles hjem

Et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, i en lysning, tæt omringet af træer og buske, lå et træhus. Og på et eller andet tidspunkt, var en mand inde i huset blevet budt velkommen til at sætte sig ned i en gammel, solfarvet lænestol. Han havde ikke været der i tredive år, men enhver flig af stedet var præcis som han huskede det. Da han havde sat sig ned, følte han det endda som, at stolepuden stadig havde form efter ham. Han lænede sig taknemligt tilbage.

"Stolen her husker min røv. Jeg har ikke tænkt mig at lytte til noget du siger alligevel, så hvis du snakker til stolen her får du sandsynligvis det samme ud af det, som hvis du snakkede til mig"

"Du har levet af din humor hele dit liv. Er det ikke på tide, du indser, at det også altid har været problemet?"

"Min røv har altid haft kontrollen over mig, det ved du. Hvad kan man gøre, når den altid har mere lort at spytte ud?"

"Tag dig nu sammen. Du sagde rent faktisk ja til at komme herud af en grund."

"Nej, nej, nej, du skal sige til mig at jeg jo bare kan stikke en prop derop! Du skuffer mig."

"Okay, jeg advarer dig kun en gang; du ved hvad jeg gør ved stedet her, hvis jeg ikke kan komme ind til dig."

"Du har altid været så fornuftig. Det er en af de ting, jeg altid har hadet ved dig."

"Det var bedre. Så kan vi få luftet det, som trænger til at komme ud."

Manden i stolen havde igen lyst til at foreslå noget med en prop, men tog sig i det. Han vidste udmærket godt, at han kunne forvente en lang tirade af førsteårs psykologi og nem analyse af hans opførsel. Men for første gang i lang tid havde han noget at vinde, så tog fat i sig selv, og forsøgte at kigge den anden person i rummet ind i sjælen. Men han hverken så, eller følte meget.

"Det kunne jo være, jeg ville have været anderledes, hvis i havde været der for mig tidligere."

"Hvad? Man træffer sine egne valg. Også du."

Men sådan havde det altid været, så lang tid han kunne huske. Der havde aldrig været meget sensitivitet. Som om, det eneste som drev den anden person, var en fast beslutning på, at verden skulle indrettes efter dennes hoved. 

"Måske. Men det er for sent at gøre noget anderledes nu."

"Nej. Det er derfor, jeg ville snakke med dig."

Manden skulle tage sig selv hårdt i ikke at grine. 

"Ja, fordi i min alder kan jeg stadig nå at blive en bedre version af mig selv og gøre gavn i verden. Du giver aldrig op, gør du? Det er simpelthen så typisk dig - "

"Lyt nu. Du er stadig i live."

"Nej, jeg er faktisk død, det er jo det som er så cool ved at være vampyr, jeg kan lade som om jeg er i live. Og drikke blod. Bare ikke giraf-blod, fuck giraffer."

"Lyt nu. I er begge i live."

Manden var for første gang stille. Efter lang tid, rejste han sig op, gik ind i et andet rum, åbnede et skab og hæv en gammel, grå skoæske frem. Han gik så tilbage, satte sig i stolen og stirrede lamslået på den anden person i rummet.

"Du kan vel regne ud, hvad jeg forventer af dig, og jeg giver dig gladeligt stedet her, hvis du gør det."

"Du laver ikke sjov, vel? Nej, det er du ikke i stand til."

"Nej, det gør jeg ikke."

Manden i den gule i stol rejste sig atter op. Han åbnede æsken, hev et gulnet stykke papir ud og stak det i lommen. Han kiggede derefter tilbage på den anden person. I et kort øjeblik svarede personen med et blik, han aldrig havde set før. Barmhjertighed? Han kunne ikke tro det. Men så var det væk igen.

Manden forsøgte at sætte sig ned i stolen igen, men kunne ikke få sig selv til det. Han gik, måske uden selv at kunne kontrollere det, ind og lagde æsken tilbage. Han gik ud af rummet, men fortsatte ikke ind til den anden person og den solfarvede stol.

I stedet gik han udenfor, vendte sig rundt og betragtede i lang tid sit gamle barndomshjem. Han hev så endelig en gammel lighter frem, stak en arm ind i ad et åbent vindue, og satte ild til et mørkt gardin. Derefter begyndte han at gå stille og roligt væk fra huset, imens han betragtede ildens hurtigt voksende tag.

Den anden person kom løbende ud af huset, men kunne aldrig nå ham. Da denne næsten var nået op på siden af manden, forsvandt personen pludseligt, som om denne aldrig havde eksisteret. Da manden nåede væk fra lysningen, og ud mellem træerne, uden for synsvidde af huset, forsvandt også røgen der hidtil havde stået over træerne.

Manden stoppede med at gå. Han vidste ikke, om han skulle tage op og besøge sit barndomshjem. Hans bror havde sendt ham et brev hvor han insisterede, uden at give en grund, på at det skulle ske, og at han ville være klar til at overgive stedet til ham.

Han tog brevet ud af lommen og læste det igennem igen. Han var sandsynligvis blevet bedt om at komme af den samme, gamle grund; han var aldrig blevet voksen, og det var tid til at gøre noget ved det. Han tænkte igen over det, og besluttede sig for, at han vel lige så godt kunne tage af sted. Om ikke andet, så bare af nysgerrighed over, hvorfor i alverden det som skulle ske, lige præcist skulle ske i deres gamle, fælles hjem.