Til næste gang, med langt mere sjov

...

"Men hvad betyder den? Hvad er meningen?" Spurgte jeg min mor. "Hvorfor en kugle af lys? Hvorfor skifter den farve i løbet af historien? Og hvorfor ville figurerne på søen kun danse, hvis kuglen ofrede sig selv?"

"Det betyder bare, at tiden vil komme hvor det bliver nødvendigt igen at finde styrke til at hoppe i åen."

"Det er forvirrende".

"Ja".

Min mor havde altid elsket af fortælle historier, og jeg havde, uanset hvilken alder jeg havde nået, altid elsket af høre dem. Da jeg var lille, havde det ofte været små, korte historier om dyr, som skulle klare situationer, som jeg ikke dengang anså som mondæne. Dyr som skulle binde deres sko, løbe om kap, eller lære at smøre deres egen frokost til næste skoledag. Min mor havde en måde, at fortælle historier på, som altid gjorde dem spændende.

Efterhånden, som jeg blev lidt ældre, blev hendes historier, ligesom jeg selv følte mig, langt mere kompleks. Ofte, indså jeg, havde jeg ikke kunne forstå meningen med en specifik historie, før meningen mange år senere, pludseligt, og uden varsel, dukkede op i mit baghoved.

Den første historie jeg erindrer at føle var alt, alt for kompleks, drejer sig om en kugle af lys, som kommer ud af en dør (født, kom jeg senere i tanke om, var mere præcist), udforsker omgivelserne, både gode og dårlige, og til sidst giver sin egen eksistens op til fordel for et større formål. Hun havde fortalt historien for at få mig til at falde til ro, efter noget som skete, da jeg som 11-årig var på en skole koloni i en svensk skov.

Jeg husker det, som følger.

_______________________

Det regner selvfølgelig. Pisser ned i lår tykke stråler, og vinden hyler i træerne. Den svenske skov er våd og kold, og vi går fem næsten-næsten teenagere fra den første til den anden post i et åndssvagt orienteringsløb, vores idioter af skolelærere selvfølgelig har fundet på, af vi lige skal ud at gå. Sådan noget med, at finde og samle blade op af forskellig type ved hver eneste post, og så gemme dem og vise vores fund frem fra resten af klassen, når vi kom indenfor igen. Sådan noget med, at selvom hver gruppe har fundet de samme blade, skal vi alle på skift entusiastisk vise vores fund frem og fortælle, hvad der nu er karakteristisk for hver sort.

Vi er, meget pædagogisk, blevet delt ind i tilfældige grupper. Lige det ender med at være fint, dog, for jeg kom i gruppe med hende den blonde. Og nå ja, så også hendes søster, derefter en af mine venner, og til sidst en anden pige, som lige er startet i klassen.

Hver gruppe bliver sendt af sted med fem minutters mellemrum, og vores gruppe er den første ude i regnen. Min ven og jeg går forrest, og skærmer lidt af for de andre, dog uden at det er vores intention. Derefter følger søstrene, og til sidst i rækken den nye pige. Den nye pige har, som den eneste af os, gummistøvler på. Vi andre synes, på trods af mange advarsler fra vores lærere, at det simpelthen er for utjekket at gå i andet end vores normale sko.

Som den eneste utjekkede person i gruppen har hun derfor fået til tjans, at holde den store affaldspose, med det ene birkeblad vi havde gidet samle op ved den første post, inden vi gik videre. Affaldsposen gør, at hun næsten hver gang der er vindstød, sakker flere meter bagud, og vi andre venter brokkene på hende, med vores smattede sko og vores våde hår. Sådan går vi i noget tid, indtil vi er kommet forbi tredje og næstsidste post, og har stoppet endnu to birke blade ned i affaldsposen.

Ved tredje post sker det, som det nu engang sker indimellem; vores pessimisme bliver gjort til håns. Vejret begynder at klare op, og solen begynder at komme frem en anelse mellem skyerne og varme os op kun en lille smule rent fysisk, men, for især mig, hjælper det i uendelige mængder på humøret.

Derfor er det første jeg gør, fuldkomment at glemme mine våde sko, løbe lidt ind i skoven, finde en gren af tilpas nok tykkelse og længde, og inden hun kan nå at reagere, slå hende den blonde over skulderen. Ikke hårdt, men nok til at lade hende vide, at nu kommer der altså mere humør over feltet.

Til min overraskelse, husker jeg, og endda på trods af protester fra søsteren, tager den blonde pige imod udfordringen. Hun løber selv ind i skoven, finder en lignende gren og begynder, som jeg havde håbet, at gren-slås med mig. Min ven følger trop, men han har langt mindre held med, at få søsteren til at slås.

"Stop, i er barnlige, lad os nu få det her lort overstå-", når hun at sige, inden min ven rammer hende med hans gren over øret, med alt, alt for stor kraft. Hun vakler et sekund, men retter sig selv op, rasende. 

Lige pludseligt foregår tingene meget hurtigt.

Søsteren samler en sten op fra vejen og kaster den efter min ven, som reagerer instinktivt og dukker sig ved at gå om bag ryggen af mig. Den blonde pige udnytter med det samme min forvirring, og giver mig en hård mavepuster med sin gren. Min ven har, mens jeg stønner for at få luft, formået at samle sin egen sten op, som han bag om ryggen på mig forsøger at ramme søsteren med, men han formår selvfølgelig at skyde fuldkomment forkert, og rammer mig hårdt, lige under nakken. Jeg reagerer i min smerte instinktivt, vender mig om og slår ud med min gren efter hans hoved, men han er igen hurtig at dukke sig, og jeg rammer den nye pige midt over munden og næsen.

Hårdt.

Jeg husker, at jeg som i slowmotion ser hendes to fortænder falde ned på jorden, mens blodet står ud af både hendes næse og mund. I et kort øjeblik er hun lamslået, inden hun endelig opfatter hvad der er sket. Tårene står ud af øjnene på hende, og inden jeg når at reagere igen, har hun samlet sine tænder op fra jorden og er begyndt at spæne ind i skoven.

Jeg opfatter skrig og skrål bag mig, men det betyder ingenting. Jeg løber efter pigen. Hun er næsten allerede ude af syne i mellem træerne. Jeg sætter farten yderligere op til mine lunger føles som om, de skal til at eksplodere. Indhenter hende, ved en skrænt der løber ned til et åløb med mørkt, rivende vand. 

Hun stopper op. Jeg er måske 10 meter bag hende. Hun hører mig, og ser på mig med blå, ulykkelige, tårevædede øjne.

"Hold dig væk!"

"Hør nu -", siger jeg, men stopper midt i sætningen. Hvad skulle jeg kunne sige? Hvordan undskylder man til en man ved, man har gjort evig skade på? Jeg har intet svar, heller ikke i dag. 

Inden jeg kan nå at beslutte mig for at gøre noget som helst, tager hun sagen i egen hånd. Hun kigger igen på søen, så på mig en sidste gang, og farer ned ad skrænten, springer med enorm kraft ud så langt hun kan, ud på det dybeste sted og mørkeste sted på åen. Hun synker under.

I få, men meget, meget, lange sekunder, ser jeg  fremtiden.

Jeg hører sirener, og ser uniformerede betjente ankomme til åen med dykkerudstyr. Jeg ser hendes forældre blive forhindret i, at styre hen imod mig. Jeg ser en skikkelse komme op ad søen og placere noget på en båre, men det ligner langt fra hende.

Jeg ser mig selv blive forvist fra en kirke ved vandet. Jeg ser mig selv kravle op i et træ nært ved, men jeg kan ikke se ind over kirkemuren. Jeg vender mig rundt i træet, men ligeså snart jeg ser på fuglene flyver de væk, fulde af foragt.

Jeg ser et mørkt rum med et juletræ kun pyntet med et enkelt, tændt lys. Jeg ser mig selv sparke til træet, og ikke turde gå tilbage i det brændende hus for en skikkelse jeg er næsten sikker på, ligger og sover i rummet ovenpå.

Jeg er, selv i dag, usikker på om den fremtid endte med at blive til virkelighed.

Jeg står ved åen, fuld af panik. Men så, på forbløffende vis, dukker hendes hoved op længere henne i løbet. Hun griber fat i nogle rødder, hiver sig en anelse op, men jeg kan se, at hun ikke kommer længere op på egen hånd. Jeg kan se, at hun, selvom hun er i det kolde vand, forsøger at tænke logisk og klart. Jeg forstår at hun traf en helt rationel beslutning om at risikere alt, bare for at komme væk fra mig.

Hun får, på endnu mere forbløffende vis, vendt sig fuldt rundt og kigger imod den anden side af åen, hvor jeg står. Hun får øje på mig, og vender sig igen rundt i vandet.

Jeg ved, at hun ikke vil have kræfter til at holde meget længere. Jeg tager en beslutning. På min side af skrænten er en lidt større sten, jeg vil kunne springe fra. På hendes side, lidt længere hende, er en del af skrænten mindre stejl, og jeg er sikker på jeg kan få hende op af den.

Jeg tager tilløb, begynder at løbe mod skrænten - men bliver holdt tilbage af et par arme langt stærkere end mine.

"Jeg tager mig af det", råber en af mine lærere. "Hold ham tilbage." Han slipper taget om mig, men bliver holdt tilbage af min ven og en anden af mine lærere.

"Slip mig!"

"Du bliver her!"

Min første lærer er nået i vandet. Han er stor nok til, at kunne gå sikkert og uhindret med overkroppen over vandet. Han får pigen op på sin ryg, og de kommer op ad skrænten samme sted, som jeg havde tænkt mig. Han sætter pigen ned på jorden og forsøger at berolige hende. 

Jeg ved, det burde have været mig. Jeg var skyld i det, jeg skulle løse det.

Fra den anden side, kan jeg se at pigen langsomt vender hovedet mod mig - under tårene, og langt større end hendes fortvivlelse og smerte, kan jeg se hendes had. Og jeg ser den mørke fremtid blive erstattet af en anden, fyldt med ubeslutsomhed, tvivl og fortrydelse, uden at kunne beslutte mig for, hvilken der ville være nemmest.

Men jeg ved, eller beslutter mig for at vide, at næste gang bliver langt sjovere.